Gratis rundtur sætter fokus på social frivillighed
Med Tour de Frivillig sætter Kolding Kommune tirsdag den 21. februar fokus på de frivillige sociale foreninger med en gratis rundtur.
Kolding Kommune har mange frivillige foreninger. Faktisk over 600 af slagsen, der spænder fra alt mellem sociale og kulturelle foreninger.
Det sætter Senior- og Socialforvaltningen nu fokus på med Tour de Frivillig – en gratis rundtur tirsdag den 21. februar. Her er efterlønnere eller pensionister fra tre fagforbund inviteret til at møde nogle af de mange frivillige tilbud.
Med det håber man, at endnu flere får kendskab til både foreningerne og det store arbejde, de gør for borgerne i Kolding Kommune.
”Efterlønnere og pensionister er mennesker med mange ressourcer og meget viden. De har haft et aktivt arbejdsliv, men ved måske ikke så meget om social frivillighed endnu. Mit håb er naturligvis, at de bliver inspireret og siger ”det er er da lige mig. Jeg er stadig så aktiv, at jeg har noget at tilbyde dem, der er yngre eller jævnaldrende,” siger formanden for Social- og Sundhedsudvalget i Kolding Kommune, Lis Ravn Ebbesen, om tilbuddet i en pressemeddelelse.
”Men det vigtigste er at præsentere Koldings stolthed – den store skare af engagerede frivillige på socialområdet,” uddyber hun.
Fire etaper, kaffe og kage
Klokken 09.30 byder Kolding Selvhjælp på Banegårdspladsen 2 velkommen med kaffe og kage, inden turen går videre til Sundhedscenteret, hvor mange af foreningerne holder til. Her vil deltagerne blive introduceret til frivilligheden i Kommunen, men også til det store arbejde, som frivillige gør for borgerne i kommunen.
Turen fortsætter herefter med stop hos Boligområdet Skovparken og Børnekontakten, inden frokost og oplæg runder dagens program af i Kvarterhuset på Junghansvej. Ved alle stop fortæller frivillige fra foreningerne om aktiviteterne, og undervejs hører deltagerne også om de foreninger, de møder på vejen mellem etaperne.
Der er plads til 50 deltagere, og tilmeldingsfristen er 15. februar 2017 til Lone Berlin på lonebe@kolding.dk eller telefon 7979 2907.