Målet er at slippe helskindet fra ungarsk inferno
Team Esbjerg stred godt og kom ud af det første møde med Champions League-favoritterne fra Györ med æren i solid behold. En måned senere skrues der op for sværhedsgraden, når det ungarske storhold søndag tager imod for øjnene af omkring medlevende 5.000 tilskuere.
"Vores succeskriterium vil være, at vi har en god dag og er i stand til at spille fornuftigt med, måske ved at spille lange angreb og irritere modstanderne lidt. Vi vil spille knaldhårdt i forsvaret og udføre noget af det, vi får brug for i de sidste, vigtige kampe i det hjemlige grundspil. Vi lægger os ikke frivilligt ned, men tager heller ikke nogen chancer i forhold til de kampe, der venter derhjemme", siger cheftræner Lars Frederiksen.
Ud over skulderskadede Rikke Zachariassen bliver fløjen Maria Mose Vestergaard hjemme i Esbjerg og plejer en bihulebetændelse. Der bliver brug for, at hun er helt klar til nøgleopgøret mod Odense Håndbold onsdag aften på udebane.
Team Esbjerg tabte 26-32 i det første opgør mod Györ, hvor veteranen Anita Görbicz med 11 mål fra flere positioner overstrålede de yngre stjerner, Nora Mørk, Nycke Groot og Taleska Amorim, på Györ-holdet. Storfavoritterne kan med en sejr sig sikre førstepladsen i gruppen og dermed en på papiret nemmere vej gennem kvartfinalerne.
"Vi glæder os til kampen i Györ, der har en af de fedeste hjemmebaner i hele Europa med mange tusinde tilskuere. Det kan i sig selv blive en oplevelse. Det optager os ikke, at vi stadig har en mikrochance for at nå kvartfinalerne, men derimod at komme igennem kampen i godt humør og med fin stemning inden de afgørende kampe i det danske grundspil," siger Lars Frederiksen.
Med til at befordre stemningen er, at Team Esbjerg-delegationen kan lette fra Billund Lufthavn lørdag eftermiddag med direkte forbindelse til Budapest, hvorfra der er halvanden time i bus til Györ. Lørdag aften byder på træning i den imponerende kamparena.
Team Esbjergs trup til kampen i Gruppe 2 i hovedrunden i Champions League søndag den 5. marts kl. 17.00 i Audi Aréna Györ:
Målmænd: Emily Stang Sando og Alberte Stenderup
Venstre fløj: Mette Knudsen
Højre fløj: Maibritt Kviesgaard og Tove Seest
Streg: Ulrika Toft Hansen og Vilde Ingstad
Bagspillere: Laura van der Heijden, Jenny Alm, Lara González, Ida Bjørndalen Karlsson og Nanna Friis-Traberg.