Gerdes-sagen ender på ministerens bord
Dansk Folkeparti stiller spørgsmål om Fredericia-lægens autorisation
Folketingsmedlem Liselott Blixt (DF) er gået til sundhedsministerens med spørgsmål om Fredericia-lægen Stig Gerdes og hans kritik af sundhedsvæsenet.
Som tidligere beskrevet i Lokalavisen har sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) ingen kommentar til Stig Gerdes og hans kritik. Men nu kommer hun alligevel - eller hvert fald hendes ministerium - til at forholde sig til emnerne.
"Jeg har stillet spørgsmål til ministeren for at få belyst sagen," siger Liselott Blixt.
"Jeg synes, at det er ude af propertioner at fratage Stig Gerdes hans autorisation, bare fordi han har trappet en patient ned i psykiatrisk medicin. Det er da ikke nok til at inddrage en autorisation. Der har tidligere været sager, hvor psykiatere næsten har slået patienter ihjel, uden at de har mistet autorisationen for det. Stig Gerdes har hjulpet en patient og ikke skadet nogen. Jeg kan ikke se, at der er grundlag for at fratage ham autorisationen," siger Liselott Blixt.
Hun antyder, at der kan ligge andre grunde bag.
"Jeg ved godt, at styrelsen har været uenig med Gerdes i andre ting. For eksempel, at han har nægtet at HPV-vaccinere - og hans kritik af vaccinationsprogrammet," siger hun.
Langvarig kamp
Liselott Blixt har selv været meget kritisk overfor Sundhedsstyrelsen og hele tilsynsapparatet i sundhedssektoren.
"Jeg har ført en ni år lang kamp. Men hver gang der kommer en ny minister til, er vedkommende næsten altid meget loyal over for systemet. Og så skal man starte forfra, hvis man vil pointere noget kritisk. Det kommer vi måske også til nu," siger Liselott Blixt.
Ellen Trane Nørby indleder i disse dage sin barselsorlov, hvorefter Karen Ellemann (V) tager over som sundhedsminister.