Pytlick afviser ikke landstrænerjob i Sydamerika
Odense Håndbolds cheftræner bekræfter, at han har været i kontakt med det brasilianske håndboldforbund
Jan Pytlick, cheftræner for storsatsende Odense Håndbold, har fået en henvendelse fra det brasilianske håndboldforbund.
Det bekræfter han overfor TV 2/FYN.
"Jeg er blevet kontaktet af nogle brasilianere, og der har jeg sagt, at jeg godt kunne tænke mig at høre, hvad det drejer sig om. Men som udgangspunkt er jeg ansat i Odense og glæder mig til det videre projekt i Odense," siger Jan Pytlick.
Netop Odense Håndbold har sat Jan Pytlick i spidsen for et seriøst projekt, hvor man til sommer får tilført syv nye profiler. Jan Pytlick understreger, at han fortsat meget gerne vil være en del af det spændende projekt.
Det er den brasilianske avis, Globo Esporte, der bringer Odense Håndbolds cheftræner i spil til posten som brasiliansk landstræner. Som en af tre mulige kandidater, der kan afløse danskeren Morten Soubak, der stoppede for to måneder siden.
Brasilien blev verdensmester med netop den danske træner Morten Soubak. Som håndboldnation er holdet derfor heller ikke uinteressant. Heller ikke for Jan Pytlick, selvom har han et cv, der kan få de fleste håndboldtrænere til at slikke sig om munden.
"Det vil aldrig være uinteressant. Sådan et tilbud fra Brasilien. En nation, der har gjort det så godt," siger han.
Jan Pytlick ved ikke, om han hører mere fra Brasilien i den kommende tid - eller hvornår.