En mand anholdt - men politiet søger stadig vidner
Politiet har anholdt den efterlyste i en grov voldssag fra Haderslev. Der søges dog stadig vidner
Sydøstjyllands Politi anholdt torsdag 16. marts en mand i forbindelse med et overfald i Haderslevs centrum tidligt om morgenen søndag den 5. marts. Manden har været efterlyst et stykke tid.
Ved overfaldet blev en 28-årig mand slået i ansigtet, da han var på vej ud af diskotek Crazy Daisy i Nørregade.
Den forurettede blev efterfølgende behandlet på sygehuset for skader i ansigtet.
Den anholdte blev fredag fremstillet i grundlovsforhør ved Byretten i Sønderborg, sigtet for vold, og er foreløbig blevet varetægtsfængslet i tre uger.
Efterforskningen har vist, at der har været flere tilfælde af vold inde på Crazy Daisy forud for volden mod den 28-årige, hvor gerningsmanden eventuelt også har spillet en aktiv rolle.
Derfor søger Haderslev Lokalpoliti efter forurettede og vidner til disse hændelser.
Syd- og Sønderjyllands Politi kan kontaktes på 114.