Fortsæt til indhold

Borgmesteren glider af på spørgsmål

Efter tre måneder med spørgsmål om ændringen af Hvidovre Motionscenter er det lykkedes repræsentant for motionisterne at få svar på sine spørgsmål

Arkiv
Arkiv

Et tilfredsstillende svar fik hun, efter egen mening, hverken i første eller anden omgang. Derfor mødte hun op igen og spurgte en tredje gang på det seneste kommunalbestyrelsesmøde. Her viste det sig, at borgmester Helle Adelborg, i følge eget udsagn, havde sendt sit svar til en anden end den pågældende Inge Steen. Inge Steen, der undrede sig over det manglende svar, som borgmesteren ellers havde lovet hende, benyttede samtidig lejligheden til at tilføje par spørgsmål. - Vi har en socialdemokratisk borgmester, der svigter sin sårbare målgruppe. Kan man sidde sådan en opbakning til Hvidovre Motionscenter overhørig, og er der nogen, der er bange for at tabe ansigt?, sagde Inge Steen blandt andet på det seneste kommunalbestyrelsesmøde. Til det svarede borgmester Helle Adelborg, at hun bestemt ikke mente, at hun svigtede. - Du siger, at jeg svigter en målgruppe. Jeg kan godt forstå, at man kan føle det sådan, men når man sidder og skal have et budget til at hænge sammen, i det her tilfælde manglede vi 60 mio. kr., så valgte vi at sige, at vi ville friholde dem, der bor på plejehjem. Derefter dem (ældre, red.), der bor hjemme. De små børn og så skolebørn. Og det er lykkedes os at friholde, de fire grupper, sagde Helle Adelborg til Inge Steen.

Ulogisk og usammenhængende besparelse på Motionscenteret?

Glemt en gruppe

Det anerkendte Inge Steen, men hun påpegede imidlertid overfor borgmesteren, at forligspartierne så havde glemt en anden vigtig gruppe i deres budget. - Du nævner ikke den mellemgruppe, der står her. Vi er på vej til en af de andre grupper. Det er ligesom om, det tænker du ikke på, sagde Inger Steen. - Det er ikke rigtigt, men når man skal have det hele til at hænge sammen og der skal findes en løsning, så går vi ind og ændrer på det, som I kender. Jeg anerkender, at det kan føles som om man bliver svigtet, når man bliver ramt på noget man kender, sagde Helle Adelborg blandt andet. Sidenhen har Inge Steen modtaget det omtalte svar fra borgmester Helle Adelborg og Hvidovre Avis har haft lejlighed til at tale med Inge Steen om, hvad hun synes om svaret.

Glider af på den

- Jeg er da lykkelig for endelig at have fået svar, men jeg synes, at borgmesteren glider af på mine spørgsmål, som psykologer siger, siger Inge Steen, der blandt andet er uddannet cand. psych. Inge Steen, der på de seneste kommunalbestyrelsesmøder har præsenteret sig som repræsentant for brugerne af Hvidovre Motionscenter påpeger blandt andet, at det er meget svært for hende og de øvrige motionister at se, hvordan der kan blive tale om en reel besparelse ved at omlægge Hvidovre Motionscenter. - Det er ulogisk og usammenhængende, at der kan spares penge, hvis der i stedet skal bruges personale fra Sundhedscentret til at stå for træningen. De skal vel også lønnes, så hvorfor ikke bare beholde det personale, der allerede gør et godt arbejde og som kender os, siger Inge Steen. Selv er Inge Steen flittig på det populære Harmony-hold, hvor der fokuseres på at alle muskler og muskelgrupper udstrækkes. Ingen Steen har en skulderskade, der gør det meget vigtigt, at hun får træning, der er tilpasset præcis hvad hun kan klare. - De tager hensyn til de skader vi har, og jeg kan ikke hoppe og springe mere, så et almindeligt fitnesscenter ville slet ikke være noget for mig, siger Inge Steen. Som tidligere beskrevet i Hvidovre Avis, er der endnu ingen afklaring på, hvordan Hvidovre Motionscenter skal drives fremadrettet. Derfor fortsætter brugere og medarbejdere indtil videre i centret som de plejer.key