Fortsæt til indhold

Kommunalt tilskud skal holde billetprisen på under 100 kr.

Det Frivillige Ældrearbejde afholder den 21. marts i år igen forårsfest for pensionister i Medborgersalen

Arkiv
oas

Det må anses for 99 procents sandsynligt, at social- og sundhedsudvalget i går bevilgede et tilskud fra § 79–puljen. Ifølge lov om Social Service § 79 kan kommunen nemlig iværksætte eller give tilskud til generelle tilbud med aktiverende og forebyggende sigte. Tilbuddene skal forebygge forringelse af fysisk funktionsevne eller social isolation og kommunen fastsætter selv persongrupper for tilbuddene.

Dans og socialt samvær

Det Frivillige Ældrearbejde arrangerer én gang årligt en forårsfest for Hvidovres pensionister. Festen afholdes i Medborgersalen med omkring 300 deltagere. Blandt gæsterne er både hjemmeboende ældre samt beboere fra Hvidovres plejecentre. Godt 30 frivillige er med til at afvikle de praktiske opgaver i forbindelse med forårsfesten, både før, under og efter festen. Der planlægges i år at forårsfesten skal afholdes tirsdag den 21. marts 2017 kl. 14.00-17.00, og billetprisen bliver 95 kr. for deltagere og 40 kr. for nødvendige hjælpere. Billetprisen inkluderer kaffe og kage, og der kan købes øl og vand til rimelige priser. Der tilbydes levende musik med rig mulighed for dans og hyggeligt socialt samvær for deltagerne. I det fremsendte budget for festen er der et underskud på knap 20.000 kr. Det Frivillige Ældrearbejde ansøger derfor om tilskud til dækning af underskuddet, så billetpriserne kan holdes på under 100 kr. Der er gennem de sidste 10 år ydet tilskud til forårsfesterne fra § 79-puljen på nær i 2015, hvor der ikke blev ansøgt, idet arrangørerne vurderede, at udgifterne kunne dækkes af billetindtægter og barsalg. Det medførte imidlertid et underskud på ca. 15.000 kr., og derfor er der fra 2016 igen blevet ansøgt om tilskud.