OB var endelig effektive
Forårssæsonen i Alka Superligaen begyndte for OB's vedkommende i går, og det blev en særdeles god begyndelse på en nervepirrende sidste del af grundspillet. De stribede værter viste nemlig en skarphed, som der blev skulet langt efter før jul.
Randers startede ellers bedst og var mest på det runde læder, men efter 20 minutters spil begyndte OB at vise tænder. Der var tilløb til flere muligheder ved Anders K. Jacobsen og Jens Jacob Thomasen, inden den færøske Joan Edmundsson dukkede op. Han fik bolden i højre side af banen, og viste stor vilje, da han kæmpede sig forbi Randers-forsvaren, og kunne hamre bolden i det nærmeste målhjørne til 1-0.
Den stilling holdt til anden halvleg, hvor OB viste flere nye kvaliteter. Kontraspillet fungerede til UG, og efter et Randers-hjørnespark tog Rasmus Jönsson turen fra midten forbi to Randers-forsvarere og til sidst forbi målmanden, der efterlod et tomt mål, som bolden røg i.
Kvarteret efter var Jönsson på spil igen. Han fik en bold fra fynboen Mikkel Desler i venstre side, og herfra trak han ind i banen for at placere bolden i det fjerne målhjørne.
"Simpelt sagt – så var det en effektivitet fra vores side, som vi ikke havde set længe. De sidste to mål er jo omstillingsmål af meget høj klasse, og det er det, vi lykkes med. Rent spillemæssigt har vi spillet bedre, men vi var meget disciplinerede, og vi var gode, da vi spillede direkte. Derudover sparkede vi meget på mål i dag, og havde nogle fine kvalificerede afslutninger," sagde OB-træneren efter kampen til OB's hjemmeside.
OB ligger efter sejren på Alka Superligaens næstsidsteplads, men har fået kontakt til de ovenliggende hold. Lørdag er holdet i aktion igen mod AC Horsens.
(jdr)