Fortsæt til indhold

Tom Lehrers sylespidse univers på Godset

Arkiv
Arkiv

Tom Lehrer var én af USA's skarpeste satirikere i det 20. århundrede. Nu kan man opleve hans tekster ved Kolding Teaterforenings forestilling, ”I hold your hand in mine”. Det foregår på Godset onsdag d. 22. marts.
For 35 år siden kastede troubaduren, visesangeren, entertaineren og revymanden, Flemming Krøll, sig over Tom Lehrers sange på dansk.
De var svære at slippe, så nu gør han det igen sammen med pianisten, komponisten og Tom Lehrer-kenderen, Lars Fjeldmose.
Sammen og musikalsk fortæller de historien om en sindssyg verden, der ikke er blevet mindre vanvittig, siden Tom Lehrer for over et halvt århundrede siden beskrev den. Her vil man tværtimod opdage, at mange af de satirisk skarptskårne og overdrevne forudsigelser er blevet virkelighed.
Til at sammensætte cabaret'en og lave nye, opdaterede oversættelser af Tom Lehrers sylespidse univers har Flemming Krøll og Lars Fjeldmose allieret sig med én af landets – og sin generations – absolut skarpeste satirikere, Café Livas kunstneriske leder, Jacob Morild.
”Satire mig her og satire mig dér – det bli'r sjovt”, udtaler de i en pressemeddelelse.