Fortsæt til indhold

To mænd kunne ikke holde sig - står nu til bøde for gadetisseri

Arkiv
Arkiv

Når man skal, så skal man - men nogle gange kan det godt betale sig at holde sig.
Det erfarede to tissetrængende mænd i Odenses natteliv i weekenden. Mændene er begge sigtede for at have forstyrret den offentlige orden på grund af gadetisseri.
Den ene mand urinerede ifølge politiets døgnrapport i spirituspåvirket tilstand i springvandet foran Barner Coiffure på Vintapperstræde natten til lørdag, mens hans kammerat filmede det med sin mobiltelefon.
Den anden urinerede natten til lørdag på gaden foran pizzariaet ved Rådhuskælderen, hvilket ifølge politiet var "anstødeligt og egnet til at vække offentlig forargelse". Han erkendte forholdet.
De to mænd kan nu se frem til en bøde på mellem 1000 og 1500 kroner, som er det beløb, gadetisseri normalt takseres til.
(jtc)