Pas på din hvide VW Up, hvis du bor i midtbyen
To hvide VW Up-biler blev onsdag udsat for hærværk i Odense centrum
Arkiv
Det er nærliggende at tro, at gerningsmanden er den samme i begge tilfælde - og at vedkommende - måske - nærer en form for aversion mod hvide Volkswagen Up-biler.
I hvert fald blev to af slagsen natten til onsdag udsat for hærværk i Odenses bymidte.
Den ene bil stod på Vindegade, og her blev både forruden, bagruden og begge ruder i førersiden knust med en ifølge politiet ukendt genstand.
Den anden bil befandt sig på Klostervej, og her nøjedes gerningsmanden med at knuse baggruden. Til gengæld anlagde vedkommende også ridser langs begge sider og ødelagde den ene fælg.
(jtc)