Populær forfatter besøger Odense-gymnasium
Jesper Wung-Sung, der er en af de mest læste forfattere i folkeskoler og på gymnasier, lægger vejen forbi Tornbjerg Gymnasium
Odense Studentereksamen, som består af Tornbjerg Gymnasium, Mulernes Legatskole, Odense Katedralskole og Sct. Knuds Gymnasium, afholder hvert år fire litteraturcafeer.
Torsdag 23. marts fra kl. 19-21 tager Tornbjerg Gymnasium teten som arrangør og byder indenfor til litterær inspiration og underholdning for en hver smag.
Aftenen byder blandt andet på et møde med den kendte danske forfatter Jesper Wung-Sung, som på scenen vil gå i dialog med en af værterne for litteraturcaféen, gymnasielærer Rasmus Toft-Pedersen, omkring sit forfatterskab. Den anmelderroste og albumaktuelle musiker og sangskriver Jonas Breum giver herefter musikalsk performance og fortæller om, hvor han finder inspiration, og hvordan han griber arbejdet med at skrive tekster an.
Som gæst i litteraturcaféen vil du også møde nogle af eleverne fra Odense Studentereksamens tværgymniasiale Forfatterakademi, som har rullet henover foråret 2017. Eleverne vil læse op af deres egenproducerede tekster, som senere skal udgives i antologien 'Stemmer fra OS'.
Kaffe og kage kan købes til SU-venlige priser. Det er gratis at deltage, og alle er velkomne.
(emhe)