”70 års opera” - Den Jyske Operas jubilæumskoncert
I 2017 fejrer Den Jyske Opera 70-års jubilæum. Det markeres med gallaturnéen, ”70 års opera”, som byder på en stemningsfuld aften med et tilbageblik på de største øjeblikke fra de sidste 70 år krydret med helt nyskrevet musik.
På gallaturnéen rundt i landet besøger Den Jyske Opera også Kolding Teaterforening den 4. april på Comwell Kolding Teater.
”70 års opera” starter, hvor det hele begyndte; med uddrag fra Den Jyske Operas første opsætning i 1947, Carl Maria Von Webers Jægerbruden.
Herfra vil aftenen byde på udvalg af Den Jyske Operas forestillinger fra de seneste 70 år; fra Franz Léhars Den Glade Enke til Richard Wagners Valkyrien og fra Mozart til Massenet.
Forestillingen retter også blikket frem og introducerer musik fra helt nye værker. Her får publikum, som de første, mulighed for at få en smagsprøve på Daníel Bjarnasons musik til operaen, Brødre, der har urpremiere i august.
”70 års opera” giver også debut til Bo Holtens Schlagt sietot, ligesom der også kigges frem mod en af næste års turnéforestillinger La Traviata.
En trio bestående af nogle af dansk operas største operastjerner synger solistpartierne på gallaturneen.
Inger Dam-Jensen, Magnus Vigilius og Lars Møller er alle velkendte ansigter både nationalt og internationalt, ligesom alle tre tidligere har optrådt på Den Jyske Opera.
Ved forestillingen i Kolding dirigeres solisterne, Den Jyske Operas kor og Sønderjyllands Symfoniorkester af Tecwyn Evans. Han fik sin debut på Madama Butterfly-turneen sidste år og vender tilbage i februar 2018, hvor La Traviata får premiere.