Fortsæt til indhold

House of Cards-komponist gæster ODEON

De fynske House of Cards-fans kan se frem til et brag af en fest, når komponisten til den populære Netflix-serie gæster ODEON til maj

Arkiv
Arkiv

Den amerikanske Netflix-serie House of Cards har siden 2013 haft stor succes rundt om i verden. Musikken til den populære serie er instrueret af den amerikanske komponist Jeff Beal, der i 2015 vandt en Emmy for sin musik til serien om kongresmedlemmet Frank Underwood, der kæmper sig til toppen og bliver præsident i USA.
Til maj gæster den amerikanske komponist Odense som en del af fejringen af Odenses nye musik-, teater- og konferencehus ODEON. Her skal Jeffe Beal spille to koncerter i samarbejde med Odense Symfoniorkester. Finn Schumacker, chef for Odense Symfoniorkester, ser frem til arrangementet.
"Det er noget helt nyt og meget stemningsfuldt, at man præsenterer en koncert på denne måde. Det er på en gang både folkeligt med musikken fra så populær en tv-serie, og samtidig en oplevelse på et meget højt kunstnerisk niveau," siger han i en pressemeddelelse.

Flere kunstplatforme

De to koncerter bliver spillet foran et stort lærred, hvor der samtidig vil køre klip og scener fra House of Cards-serien. Finn Schumacker mener, at arrangementet med Jeff Beal er et godt eksempel på, hvad ODEON kan tilbyde.
"Det viser lige nøjagtigt noget af det, Odenses nye hus kan, nemlig kombinere flere kunstformer på en ny måde og til et bredt publikum," forklarer chefen for Odense Symfoniorkester.
De to koncerter spilles den 2. og 3. maj og bliver samtidig de første opførelser i Skandinavien.
(snj)