Fortsæt til indhold

Brandts bliver asiatisk igen

Arkiv
Arkiv

Det bliver anden gang, at Brandts Klædefabrik danner ramme om asiatiske gadekøkkener, sushi-kurser, origami og asiatisk dans og musik.
Sidste år faldt festivalen sammen med Odense-festivalen, Tinderbox, men på trods af det betegnedes den asiatiske kultur-festival som en succes, der havde omkring 3000 besøgende over to dage.
I år har man dog valgt at skubbe festivalen en uge, så den ikke længere falder sammen med Tinderbox. Det betyder, at Asian Culture Festival afholdes 16. og 17. juni.
Som noget andet nyt, så bliver det i år Amfipladsen, der skal huse de mange stande og de - forventede - flere besøgende. Altså er der også mulighed for optrædener på Amfiscenen.
Bag Asian Culture Festival, der startede i Aalborg i 2013, står Puk Cao Thanh Hà:
"Det var en fantastisk oplevelse at udvide festivalen til Odense i 2016. Vi blev taget så utroligt godt imod af området og alle de mange gæster. I år vil man opleve en endnu større grad af udveksling mellem den danske og asiatiske kultur," fortæller Puk Cao Thanh Hà i en pressemeddelelse.
Overskuddet fra festivalen går til at udvikle festivalen samt at yde støtte til fattige mennesker i Asien.
(jdr)