7-kanten klar med tre nye festival-forestillinger
Børneteaterfestivalen byder på teater om ondskab og Facebook
Foråret er lige om hjørnet, og det er 7-kantens børneteaterhold også. De viser forestillinger til Børneteaterfestivalen 1. og 2. april i Janderup.
7-kantens Sct. Jacobi skolehold med SFO-børn fra 0.-3. klasse spiller stykket ’Hvorfor er der noget, der hedder ondskab?’
Det handler om en slem dreng, Emil. Han driller andre børn og svarer lærerne igen, men en dag kommer han ind i en eventyrverden, hvor han møder gode og onde eventyrvæsner. De onde strejker, og der er kaos i eventyrland. Stykket spiller 1.4. kl. 14 og 2.4. kl. 10.
’Storeholdet’ har optaget en film til deres stykke ’Face to Facebook. Den skal vises på storskærm, mens stykket udfolder sig på scenen. Det handler om det positive og negative ved brug af Facebook og vises 1.4. kl. 14.45 og 2.4. kl. 14.
’Lilleholdet’ opfører stykket ’Den skæve vinkel’, et eventyr om pigen Selvfie, 1.4. kl. 10 og 2.4. kl. 13.15
srj