Børnene i Jordrup har krig på skoleskemaet
I dag får Fynslundskolen besøg af byrumsteatret ’Teatergrad’ med forestillingen »Krig – i børnehøjde«. Forestillingen skal hjælpe børnene med at sætte ord på svære emner som terror, krig og flygtninge og skabe dialog mellem eleverne og deres forældre.
Hvordan er det at vokse op i et land, hvor der er krig? Det er en af de ting ’Teatergrad’ sammen med børnene på Fynslundskolen skal arbejde med. De kommer nemlig på besøg i dag med forestillingen »Krig – i børnehøjde«, der er en blanding af en workshop og en forestilling. Der veksles derfor mellem dramatisering af en fortælling om krig og dialog mellem skuespillerne og børnene.
Teatergrads forestilling tager udgangspunkt i børnenes egne tanker, viden, fortællinger og følelser om krig og på den måde inddrages de i stykket. Børnene er derfor lige så meget en del af forestillingen, som skuespillerne er.
Forestillingen er udviklet i samarbejde med Røde Kors og kommer i løbet af foråret gratis ud til 100 skoleklasser landet over.