Folk i Odense skal lære at gå ordentligt på lokum
Det skal være slut med kondomer og vatpinde i kummen, mener Vandcenter Syd
Vaskeklude, vådservietter, hygiejnebind, vatpinde og kondomer. Det er blot nogle af de ting, der hver dag bliver skyllet ud i toilettet – men som burde være smidt ud i skraldespanden.
Det giver problemer hos VandCenter Syd, som hver uge må reparere kloaksystemet, fordi kunder har skyllet affald ud i toilettet.
En ny kampagne skal nu fortælle indbyggerne i Odense og på Nordfyn, at det kun er afføring, urin og papir, der skal skylles ud i kummen, oplyser Vandcenter Syd i en pressemeddelelse.
Ivan Vølund er spildevandschef hos VandCenter Syd, der afleder spildevand i Odense og Nordfyns Kommune. Han sender flere gange om ugen sine folk ud for at fixe problemer, der skyldes fremmedlegemer i kloakken.
Vådservietter og engangsklude er især problematiske, fordi de ikke kan opløses af vand. Kludene ryger derfor videre i kloakken, hvor de ofte snor sig fast i pumper – eller sammen med olie- og sæberester danner kæmpe klumper, der stopper ledninger til.
Vatpinde er også velkendte plageånder, fordi de kan gå igennem ristene på renseanlægget og komme ind i maskineriet, hvor de skaber problemer.
"Det er i sidste ende kunderne, der betaler for, at vi passer kloaknettet. Derfor er der en stor økonomisk gevinst, hvis vi holder toiletterne fri for affald. Noget andet er, at det jo er den enkelte kunde selv, der skal sørge for at løse problemet, hvis rørene stopper til på deres egen grund," siger spildevandschef Ivan Vølund.
Det rene lort, pis og papir
VandCenter Syd er derfor med i kampagnen 'Kun 3 ting i dit lokum', der helt klart fortæller, hvad toilettet er beregnet til. Kampagnen er landsdækkende og vil i reklamer på TV2 samt korte videoer på de sociale medier fortælle danskerne, at det kun er 'det rene lort, pis og papir', der skal i toilettet.
Omkring 30 spildevandsselskaber har bidraget økonomisk til kampagnen, der også består af plakater, t-shirts og andet materiale, så kampagnen også kan rulle lokalt i hvert forsyningsområde.
VandCenter Syds spildevandschef Ivan Vølund ser frem til kampagnen, der kører fra 22. marts og en måned frem
"Samtlige spildevandsselskaber er udfordret af, at toiletter bruges som skraldespande. Det er derfor helt fantastisk, at det er lykkedes branchen at gå sammen om en fælles kampagne, der har gennemslagskraft og kan nå ud til rigtig mange mennesker."
Ud over VandCenter Syd og de 29 andre forsyninger er også Spildevandsteknisk Forening og brancheorganisationen DANVA med i kampagnen.
Kun 3 ting i dit lokum starter symbolsk op den 22. marts, der er FNs internationale mærkedag for vand, hvor temaet i år er spildevand.
(jtc)