1,2 million kroner til Hvidovre Privatskole
Undervsnings-ministeriet støtter skolen med 1,2 mio. kr. til at udvikle skole-hjem-samarbejdet - resultatet skal deles med andre skoler
Derfor har skolen nu modtaget 1,2 millioner kroner fra Undervisningsministeriets pulje til videreudvikling af skole hjem samarbejdet. Hvidovre Privatskole er med tildelingen af beløbet udvalgt blandt mere end 25 ansøgere. - Vi er ikke bare glade, men også stolte og ydmyge. Vi har 1,5 år på bagen og er relativt lille organisation, og så synes ministeriet, at vi er i stand til at lave et interessant projekt, siger Hvidovre Privatskoles leder Anders Horn til Hvidovre Avis Med Undervisningsministeriets pulje skal skolen udvikle nye metoder eller viden på området inden for samarbejdet mellem skole og forældre. - Det er sådan set ikke fordi, vi har opfundet den dybe tallerken, men vores tænkning er, at det er børnene, der skal lære noget og derfor er de også nødt til at spille en rolle i egen læring. Vi vil derfor skærpe den dialog, der er mellem underviser og elev, hvor genstandsfeltet er elevens læring. Og i den dialog bliver forældrene også en part, forklarer Anders Horn. Tanken er altså, at et godt skole-hjem-samarbejde er med til at skabe gode betingelser for den enkelte elevs læring og trivsel og for undervisningsmiljøet i klassen. Og med puljemidlerne fra Undervsiningsministeriet samarbejdet om elevernes læring og trivsel mellem skole og forældre styrkes. - Vi har i forvejen et tæt forhold mellem skole og forældre, og vi kan med dette projekt udbygge vores kapacitet på området og, ikke mindst, dele vores erfaringer med resten af skoleverden, siger Anders Horn.
Skolen er optaget at øge elevers læring
I følge Hvidovre Privatskole viser forskning, at den markant største effekt ses, når elever er motiverede for at lære, kan vurdere egen udvikling, – og har høje forventninger til sig selv. - Derudover ved vi fra forskningen, at forældrenes deltagelse og opbakning til skolen betyder meget for elevens læring og trivsel, og at forældrene ønsker at inddrages mere eller anderledes, og at de gerne vil samarbejde med skolen om målene for deres børns læring, lyder det fra Hvidovre Privatskole. Formålet med det konkrete projekt, som altså nu støttes med et betydeligt beløb fra Undervisningsministeriet, er at styrke skole-hjem-samarbejdet specifikt med fokus på inddragelse og involvering af forældre i børns læring og faglige progression samt trivsel. - Dette vil vi indfri ved at udvikle et fælles sprog omkring elevernes læring og faglige progression og trivsel ved at udarbejde en tydelig progressionsplan med måltaksonomier. Ydermere vil vi ændre form og indhold for skole-hjem-samtalen, så den sætter elevens læring i centrum og skole-hjem-samarbejdet øges, forklarer Anders Horn.
Vigtig del
For Hvidovre Privatskole er skole-hjem-samtalen en vigtig del af netop skole-hjem-samarbejdet. - Vi ønsker at udvikle samtalernes form og indhold, da vi mener, at det i sig selv vil kunne øge samarbejdet. Elevplanen skal være en løbende fælles plan for lærere, pædagoger, elever og forældre til at følge den enkelte elevs mål og udvikling gennem skoleforløbet, så alle elever - uanset forudsætninger - udfordres, så de bliver så dygtige som muligt. Dialog mellem elever og lærere/pædagoger om elevers læring er helt afgørende for deres udvikling fagligt og socialt, fortæller Anders Horn. På skolen vil man derfor gøre elevplanen mere dynamisk og digital. Samtidig skal der udvikles en ny model, hvor elevens hjem inddrages og involveres langt mere i samtalen. - Som udgangspunkt er ønsket, at eleven skal være i centrum i samtalerne, da det vil give eleven et større ejerskab og motivere for egen læring fremadrettet. Det er tanken, at det skal være eleven, der fremlægger sin progression i faget ved at fortælle om, hvilke mål der er nået, hvad der er de næste mål, og hvordan målene kan nås. Samtalerne skal i højere grad have et fremadrettet fokus og ikke blot et bagudrettet fokus, slutter Anders Horn.