Fortsæt til indhold

Amerikansk superkirurg til Kolding

Kolding Sygehus’ nye operationsrobot har været i hænderne på en amerikansk kirurg, og det tiltrak kirurger fra ind- og udland.

Arkiv
Arkiv

Kolding Sygehus har i dag haft besøg af omkring 50 danske, svenske og norske kirurger, som var kommet til Kolding for at se den amerikanske robotkirurg Yusef Kudsi i aktion på Organkirurgisk Afdeling. Han opererede tre brok-patienter med sygehusets splinternye robot, og operationerne blev live-streamet til en sal, hvor de skandinaviske kirurger kunne følge med, høre hans kommentarer og forklaringer og selv stille spørgsmål undervejs.
Den amerikanske kirurg, som til daglig arbejder på et hospital i Boston, besøgte Kolding Sygehus i tre dage på invitation fra ledende overlæge Jan Skovdal fra Organkirurgisk Afdeling.
"Vore kirurger er blevet trænet i at bruge robotten – både i simulator og på døde grise, og de sidste to dage har de udført seks robotoperationer, hvor den amerikanske kirurg har kigget med og superviseret undervejs," fortæller Jan Skovdal i en pressemeddelelse.
Supervision er en meget brugt metode i sundhedsvæsenet til at videregive og udvikle faglig viden, hvor en fagperson med stor erfaring inden for et særligt fagområde observerer og giver gode råd, tips og anbefalinger undervejs i en operation eller behandling og bagefter. Og det er netop derfor, Yusef Kudsi er kommet til Kolding.
"Det er nyt i Danmark, ja i Europa at bruge robotter til kirurgi inden for godartede sygdomme, og vi vil gerne etablere os som center, hvor vi har faglige diskussioner og udveksler erfaringer," siger Jan Skovdal.
En af deltagerne i dagens seance, kirurg Johan Apelman, er kommet til Kolding fra Capio Sankt Görans Sjukhuset i Stockholm for at se amerikaneren operere.
"Man kan læse meget eller se operationer på YouTube, men det er noget helt andet at følge operationen undervejs og høre hans erfaringer med valg af materialer, hvilke instrumenter han vælger og hele hans teknik," siger Johan Apelman.
Hovedpersonen selv kan godt kaldes en superstjerne inden for robotkirurgi, da han rejser rundt i hele verden og underviser kirurg-kolleger. Formålet med besøget i Kolding og andre steder er for ham helt klart:
"Det handler om, at vi har en lidenskab for det, vi laver og en lidenskab for at dele erfaringerne med hinanden. Hvis man har erfaringerne, bør man også dele dem. Det hjælper patienterne," siger Yusef Kudsi.
Robotten på Kolding Sygehus er netop taget i brug på Organkirurgisk Afdeling og på afdelingen Kvindesygdomme og Fødsler.