Afløseren er fotograf
Rasmus Tantholdt har meldt afbud til foredraget 5. april i Fredericia Teater - efter Fæstningsbyen Fredericias Venners generalforsamling. Afløseren er fotograf og foredragsholder Jan Grarup.
Jan Grarup er uddannet fra journalisthøjskolen i Århus. Han har igennem de sidste årtier rejst verden rundt flere gange for at dække krige, konflikter og humanitære katastrofer. Hans arbejde afspejler hans tro på, at fotojournalistikken bruges som et redskab og vidner om nødvendigheden af at fortælle historier om mennesker, der ikke selv er i stand fortælle deres egne historier.
Jan er blevet hædret med mange prestigefyldte priser, herunder to nomineringer til W. Eugene Smith fond for humanistisk fotografering, 8 World Press Photography Awards, en særlig pris fra Leica Oskar Barnack Award samt mange andre udmærkelser fra POYi og NPPA. Han har fire gange udstillet på VISA POUR L'IMAGE og vundet VISA D'OR for hans dækning af Darfurs humanitære krise.
Jan er medforfatter til bogen ”Mærket for livet”, som han også holder foredrag på baggrund af.
Jan Grarup fortæller i sin seneste bog "Mærket for livet" om Livgarden i Afghanistan. “Mærket for Livet” er historien om livgardens tatoveringer og menneskerne bag dem. Jan tilbragte tid sammen med kompagniet i Afghanistan som led i arbejdet med fotobogen.
I foredraget vil Jan fortælle om sine billeder, tilblivelsen af bogen og hans personlige beretning om sit arbejde som fotograf. Jans foredrag bærer præg af hans hudløse ærlighed, hvor han ikke lægger skjul på, at han har måtte betale en høj pris for at kunne dokumentere fra verdens skyggesider.
Jan har en fortid med misbrug, og har fået konstateret posttraumatisk stress. Som vidne til folkemord, hungersnød og krig, har han betalt en høj pris, men vigtigheden i hans arbejde afspejles i hans billeder. Når man lytter til hans fortællinger, kan man ikke andet end at blive rørt. Jan beder ikke sit publikum om at vælge side i konflikterne, men blot at åbne øjnene for det man helst ikke vil se.