Fortsæt til indhold

Sæt de offentlig ansatte fri og få mere og bedre velfærd

Tilliden til de offentlige ansatte på vej tilbage, lød budskabet fra FOA’s formand Dennis Kristensen, der gæstede Folkehjem forleden. Borgmesterkandidat vil skubbe på udviklingen i Aabenraa.

Arkiv
Arkiv

"Alt hvad der kunne tælles og gøres op blev det. Det regime har præget den offentlige sektor i mange år, men jeg fornemmer, at det er opbrud".
Ordene kommer fra Dennis Kristensen, formand for FOA og hovedtaler, da der tirsdag aften var debat om større tillid i den offentlige sektor. Eller større faglighed, som Dennis Kristensen fortrækker at sige.
"Vi får mest ud af de offentlige ansatte, hvis de får ansvar til at bruge deres faglighed, sunde fornuft og erfaring. Det sker ikke, hvis de hele tiden detailstyres," lød det fra fagforeningsformanden.
Vil opbygge tillidsforhold

I panelet sad blandt andre Karsten Meyer Olesen, der er socialdemokratisk borgmesterkandidat til kommunalvalget. For ham skal tilliden første og fremmest genopbygges.
"Jeg skal ikke komme og fortæller jer, hvordan vi får mere og bedre velfærd for pengene. Jeg vil gerne, at vi får opbygget et tillidsforhold, som betyder, at I kan komme til os politikere med jeres forslag. Det tror jeg, vi får mest ud af," sagde Karsten Meyer Olesen.
Ikke overraskende talte Dennis Kristensen også for højere normeringer.
"Selv om pengene er knappe i kommunekassen, så er vi et velstående samfund. Jeg mener tiden er inde til at give håndholdt velfærd frem for størrelse 42 til alle," sagde Dennis Kristensen.
Karsten Meyer Olsen ser den udfordring som ”et langt sejt træk”.
"Hvis man kigger i statistikken, så er det ikke fordi Aabenraa topper nogen steder. Vi så gerne, at det var anderledes. Hvis det skal ændres, er det uden tvivl et langt sejt træk," fastslog Karsten Meyer Olesen.