Stærkt beruset mand tog sig en søndagslur i den nye p-kælder
En mand, der havde gået hårdt til flaskerne, tog sig søndag middag en morfar i den nye p-kælder under Thomas B. Thriges Gade og Odeon
Det kan være svært at finde hjem, hvis du har en ordentlig kæp i øret.
Søndag middag havde en stærkt beruset mand i hvert fald ikke fundet sin lune dyne og bløde hovedpude. Han valgte i stedet at nappe en lur på det kolde betongulv i den nye p-kælder under Thomas B. Thriges Gade og Odeon.
Omkring klokken 12:35 rykkede både politi og en ambulance ud, da besøgende i p-kælderen var nervøse for, om den stærkt berusede mand kunne holde varmen. Derudover havde han også påført sig en skade omkring sit øje og havde kastet op på gulvet, men ifølge Fyns Politis vagtchef var det ikke på grund af et overfald.
"Der blev taget hånd om ham, og vi kunne konstatere, at han ikke havde været udsat for vold. Men han var stærkt beruset og var faldet med en skade i ansigtet til følge," siger vagtchefen.
(emhe)