Fortsæt til indhold

byggesagsbehandlerne på stranden

Som tidligere år tager Kolding Kommunes byggesagsbehandlere på stranden for at gøre det nemt for sommerhusejerne at få hjælp og vejledning til deres byggesager. Den 7. og 8. april står de for sidste gang klar med varm kaffe på termokanden i Hejlsminde.

Arkiv
Arkiv

Byggesagsafdelingen har gennemgået sommerhusområderne i Hejlsminde og kortlagt, hvad der er opført med byggetilladelse, og hvad der er opført uden, og byggesagsbehandlerne vil gerne drøfte disse forhold med sommerhusejerne.
’I mange tilfælde kan vi fx lovliggøre et sommerhus med en ansøgning eller en opdatering af BBR-registeret. I andre tilfælde skal der mere til, fx nedrivning af et udhus, der står for tæt på skel. Under alle omstændigheder har vi tidligere oplevet, at vi har haft en god dialog med sommerhusejerne, som har en god forståelse for, hvorfor det er nødvendigt at sikre lovlige forhold i sommerhusområderne,’ forklarer byggesagsbehandler Anders Clausen fra By- og Udviklingsforvaltningen i en pressemeddelelse og siger videre:’
’Vi ved, at mange holder ferie i deres sommerhuse i påsken. Til hverdag bor de måske langt væk og har ikke nemt ved at komme forbi vores kontor i By- og Udviklingsforvaltningen i Kolding. Derfor vil vi gerne give dem denne ekstra service ved at åbne et midlertidigt kontor i Hejlsminde-området.’
Anders Clausen fremhæver, at besøget på stranden gør det muligt at lave en hurtigere vurdering af forholdene på den enkelte ejendom, i nogle tilfælde ved simpelthen at besøge ejendommen sammen med ejeren. Som noget nyt er der i år en BBR-medarbejder med på strand-kontoret og det vil derfor være muligt at få svar på specifikke spørgsmål omkring Bolig- og Bygningsregistret.
Byggesagsafdelingen har i løbet af de sidste tre år gennemgået kommunens store sommerhus-områder ved Binderup, Grønninghoved og Hejlsmindefor at sikre lovlige forhold, og det er derfor sidste gang, at byggesagsbehandlerne tager ud for at møde sommerhusejerne.

Campingvogn som kontor

Byggesagsbehandlerne tager kommunens campingvogn ’Smutti’ med som kontor. Den 7. og 8. april holder Smutti på det grønne område ved Mindegården med åbent fra kl. 10- 16.
Byggesagsbehandlerne medbringer ansøgningsskemaer og tegninger over området og kaffe på kanden til dem, der kigger forbi.
’Hvis man ikke har mulighed for at dukke op på én af de to dage, er man selvfølgelig velkommen i vores sædvanlige træffetid i forvaltningen. Under alle omstændigheder vil vi kontakte de sommerhusejere, hvor vi kan se, at der er uoverensstemmelse mellem BBR og vores luftfoto,’ siger Anders Clausen.
Han tilføjer, at byggesagsbehandlerne ikke kan rådgive omkring konkrete byggeløsninger. Her må sommerhusejerne søge hjælp hos en privat byggerådgiver