Tre-årigt sponsorat til triatlet fra Fredericia
ADP A/S og Fredericia Idrætsfond indgår et tre-årigt sponsorat med den unge danske OL-triatlet Andreas Schilling. Sponsoratet løber fra 1. april 2017 – 2020. Sponsoratet vil dermed støtte op om Andreas’ sportslige mål og ambitioner for de næste tre år.
"Fredericia Havn var der, hvor min sportslige rejse for alvor fik vind i sejlene, og derfor er der god synergi i at indgå et samarbejde med havnen. Jeg er derfor utrolig glad for den ny aftale med ADP og Fredericia Idrætsfond, fordi det giver mig mulighed for at fokusere på at nå mine sportslige mål," siger Andreas Schilling.
”Jeg blev nummer 28 ved OL i Rio i 2016, og i 2017 satser jeg på VM-serien og opnå den første danske top 10 placering nogensinde. Jeg ville også rigtig gerne genvinde mit nordiske mesterskab på hjemmebanen i Fredericia, et stævne som ligger mit hjerte nært. I 2018 er der VM på Fyn, med svømning i Middelfart Havn. Det er meget specielt med et VM på hjemmebane, og jeg håber på at kunne være med i medaljekampen," siger Andreas Schilling.