Hærværk på børstelegeplads ved Ferup Sø
En eller flere ukendte gerningsmænd har øvet hærværk på den populære børstelegeplads ved Ferup Sø, som blev indviet for et år siden.
Det er bare så ærgerligt. Skovle, spande og trillebøre er ødelagt. Redskaberne er lænket fast til legepladsen, så de er ikke stjålet – bare smadret og ødelagt. Heldigvis er legepladsens robuste gravemaskiner og transportbånd uskadte, men alle de mindre redskaber kan vi smide væk nu,” siger projektchef Cecilie Røner fra Harteværket i en pressemeddelelse.
Børstelegepladsen er en af de nye attraktioner ved Ferup Sø. Her kan børn og barnlige sjæle grave kanaler og flytte sand som de løsarbejdere – de såkaldte ”børster” – der for over 100 år siden gravede kanalerne fra Stallerup og Ferup Sø for at skaffe vand til Danmarks første store vandkraftværk, Harteværket.
Hvornår hærværket er sket, står ikke fast. Bedste bud er natten mellem lørdag og søndag. I weekenden er der også efterladt en masse affald og fældet et træ ved Harteværkets sheltere ikke langt fra børstelegepladsen.
”Hærværket er naturligvis meldt til politiet. Hvis nogen kender noget til ødelæggelserne, må man meget gerne kontakte mig på mobil 30 35 48 15 eller rette direkte henvendelse til politiet på telefon 114,” siger Cecilie Røner.
Hvor meget ødelæggelserne løber op i, tør Cecilie Røner ikke vurdere endnu.
”Men jeg ved, at regningen ender hos Harteværket, og hvis vi skal sætte nye legeredskaber op, så bliver der færre penge til at skabe spændende oplevelser på Harteværket. Det kan vi måske godt gøre en enkelt gang, men hvis hærværket gentager sig, må vi naturligvis vurdere, om vi fortsat kan have en legeplads ved Ferup Sø. Det ville være rigtig ærgerligt at droppe den. Dels fordi børnefamilierne er glade for legepladsen, dels fordi den har været med til at levendegøre vores historie på en spændende måde,” siger Cecilie Røner.
Under alle omstændigheder er det ikke muligt at få udskiftet de ødelagte legeredskaber inden påske. Cecilie Røner råder derfor børnefamilier, som planlægger en børstetur i påskedagene til selv at medbringe skovle og spande.