Fortsæt til indhold

HIF og de farlige 5 minutter

- Vi skal have mod til at opnå og ikke spille for at undgå, udtaler assistenttræner Dennis Eliasen efter AB kampen

Arkiv
ebo@hvidovreavis.dk

- Det er de farlige perioder i en kamp, lød det fra assisterende træner for HIF; Dennis Eliasen. - Vi får en kendelse imod os i en situation, hvor en AB’er kaster sig i feltet. Det var tydeligt for alle, men dommeren, der ellers stod fint placeret, gik på skuespillet og dømte straffe. Det scorede AB på, og spillerne var oppe at køre. Mit synspunkt er så det; at det ikke handler om, hvordan vi har det, men hvordan vi ta’r det. Det fyldte i pausen og efter pausen i en grad, der fik fokus på os selv for langt væk. Her er det vigtigt, at hver enkelt spiller kigger indad og at man som hold, får håndteret forløbet og hurtigt kommer tilbage på sporet. Ro på bolden og ilt til hjernen er en rigtig god måde at håndtere den slags på.. - AB udlignede til 2-2 efter tre minutter og bragte sig i front efter syv minutter, og vi var helt væk mentalt og organisatorisk. Vi spillede ikke for at opnå, men for at undgå, og det vinder man sjældent fodboldkampe på. Heldigvis fik vi samlet os, og spillede den sidste halve time rigtig fint. Vi havde i optakten til kampen talt meget om, at når vi vil og skal, så kan vi. Jeg var meget glad for den måde, vi indledte kampen. Der var en fin balance mellem det høje og det lave pres, og vi var dygtige til at lade AB løbe meget forgæves, når de forsøgte at lægge deres høje pres... - Vi turde spille bold mod et hold fra 1. division, som vi også gjorde det mod Næstved og Nykøbing F. Vi har meget potentiale i holdet, og vi fik bekræftet, at vi kan. Vi havde de små, men afgørende udfald, som vi skal forbedre, men i langt de fleste minutter, var vi det bedste mandskab. Nu tager vi på en mindre træningslejr til Kerteminde sidst på ugen, hvor vi får styrket det sociale og de forskellige spilsystemer samt krydrer det hele med en træningskamp. Kan vi komme hjem med endnu mere bygget ovenpå, er vi nået et godt stykke vej... - Nu havde vi Malte Kiilerich tilbage i en halvleg, og han gjorde det meget stabilt. Aleksandar Lazarevic er kommet til i sidste uge, og han gjorde det rigtig fint i front, hvor han var meget dygtig til at blive spillet med en mand i ryggen og fastholde bolden. Jacques Sørensen spillede igen en hel kamp i det bageste forsvar, og han tager virkelig imod den tillid, der bliver vist ham. Men det gælder alle vore unge spillere. Desværre fik Kenneth Thinter igen et lille træk i baglåret efter 20 minutter og måtte lade sig skifte ud, og det er lidt ærgerligt for både ham og holdet... Kenneth Thinter scorede HIF’s første mål fra 40-50 meters afstand, da en diagonalbold sneg sig ind i det lange hjørne. Kort efter scorede Magnus Fredslund til 2-0 fra spids vinkel. To mål på to forsøg og ingen stor dag for AB’s målmand. Han så heller ikke god ud, da Magnus Fredslund udlignede til 3-3 med et kvarter tilbage.

Kenneth Thinter scorede et glimrende mål, men måtte kort efter lade sig udskifte med en mindre skade.