Bøgen er sprunget ud i Aabenraa
Rekorden er slået og nej, det er ikke en aprilsnar!
Bøgen er i weekenden sprunget ud i Aabenraa Skovene, nærmere betegnet i Årup Skov tæt ved Skovlyst Naturskole.
Sidste år var det et af de første steder i landet bøgen sprang ud, og dengang var det den 8. april. I år holder disse bøgetræer sig så heller ikke tilbage, og har således meldt sig som det første sted i landet bøgen er sprunget ud, eller i hvert fald et af de første steder…..
Det er en speciel sydvendt skrænt i Årup Skov, der hvert år er stedet for det tidlige udspring. Skrænten ligger lunt og godt tæt ved Karpedammen, og træerne på skrænten bliver derfor ekstra varmet op på de lune dage, vi nu har haft.
Det er ikke mange år siden, man sagde, at bøgen sprang ud i starten af maj, men de seneste år er denne grænse rykket mere og mere og i år har vi således slået rekorden.