Fortsæt til indhold

Grundejerforening klager over kommunen

Blev ændringer i lokalplan godkendt af kommunalbestyrelsen efter høringsfristen?

Arkiv
Arkiv

I begyndelsen af december sidste år kunne man i Hvidovre Avis læse, at kommunen var i gang med et omfattende arbejde med at afdække ulovligt byggeri og ulovlig beboelse i Præstemosen, hvor flere end 70 kolonihavehuse sandsynligvis er større end det tilladte. Kommunalbestyrelsen besluttede for snart tre år siden at gennemgå lovligheden af samtlige kolonihaver i Hvidovre. Der skulle stilles skarpt på at afdække ulovligt byggeri og ulovlig beboelse. I februar 2016 bestemte kommunalbestyrelsen så, at ulovligt opført byggeri i Præstemosen skal lovliggøres - retsligt og fysisk. Et nyt forslag til lokalplan for Præstemosen blev siden vedtaget af kommunalbestyrelsen i august 2016. Lokalplanen var i offentlig høring fra den 4. oktober 2016 til den 29. november 2016. Der kom i forbindelse med den offentlige høring fem høringssvar til lokalplanforslaget. I sidste måned vedtog kommunalbestyrelsen så den endelige lokalplan 139 for kolonihaveområdet Præstemosen med enkelte mindre ændringer i forhold til det første forslag.

En modsat beslutning

En af disse ændringer betyder, at “De nævnte småbygninger, bortset fra terrasseoverdækninger, ikke må sambygges med selve kolonihavehuset”. Og det er denne ændring, der nu er omdrejningspunktet for den indsendte klage til Planklagenævnet. - Den hidtidige lokalplan fra 2007, tillod opførsel af huse op til 57 m2, og i tillæg hertil, ekstra bygninger på samlet op til 30 m2. Dette har af både kommune og foreningens medlemmer været fortolket således, at bygningerne kunne etableres under samme tag, dog således, at et skur opført under samme tag som hovedhuset ikke måtte have direkte adgang mellem skur og hus. Dette for at forhindre, at det kunne betragtes/bruges som en slags ekstra værelse, står der blandt andet i klagen fra grundejerforeningen. Og videre står der: - Denne præcedens er dokumenteret i informationsbrev fra kommunen efter borgermøde i 2015, og yderligere dokumenteret gennem adskillige byggesagsafgørelser, hvor kommunen ved flere lejligheder har stillet sig tilfreds med at grundejeren har lukket en indgang mellem hus og skur, og dermed opfyldt lokalplanens bestemmelser. - Hvidovre Kommune svarer efter høringsfristen, at dette punkt kan i mødekommes, men efter høringsfristen og efter Hvidovre Kommune har svaret de indsigende parter indstiller Hvidovre kommunes Teknik- og miljøudvalg at tilbygninger ikke må sammen bygges med hovedhuset, altså en helt modsat beslutning, og ikke mindst en væsentlig indskrænkelse af tidligere rettigheder.

Blot en præcisering

Hvidovre Avis har spurgt formanden for teknik- og miljøudvalget, Mikkel Dencker (O), om at det er sandt, at der er foretaget væsentlige ændringer i lokalplanen efter høringsfristens udløb: - Jeg er ikke enig i, at der skulle være lavet væsentlige ændringer i lokalplanforslaget, efter høringen, svarer Mikkel Dencker: - Men der er sket enkelte ændringer på grund af høringssvarene og så en enkelt præcisering, som der nu klages over. Præciseringen går ud på, at det i den endelige, vedtagne version af lokalplan 139 fremgår, at skure og lignende ikke må sammenbygges med selve kolonihavehuset. Dette er præciseret for at undgå, at grundejere bygger et redskabsskur sammen med selve kolonihavehuset og derefter i strid med reglerne benytter skuret som et ekstra værelse. Det har der desværre været en række eksempler på i Præstemosen. Mikkel Dencker anerkender, at det under den tidligere lokalplan 129 for Præstemosen, har været tilladt at sammenbygge skure med kolonihavehuset: - Men som sagt har det ført til en del brud på reglerne, som jeg finder det fornuftigt at forebygge fremadrettet. I det forslag til lokalplan 139, som var i høring, fremgik denne mulighed for sammenbygning netop ikke. At muligheden ikke var med i forslaget til lokalplan 139, blev der protesteret over i høringssvarene, hvilket gav anledning til at forvaltningen foreslog Teknik- og miljøudvalget at indskrive muligheden i den endelige version af lokalplan 139. Men, da udvalget skulle vedtage lokalplan 139 besluttede udvalget ikke at tage muligheden for sammenbygning med, men i stedet at præcisere at muligheden ikke er der - sådan som det også var tilfældet i lokalplanforslaget. Der er dermed ikke ændret i lokalplanen på dette punkt, blot præciseret, hvad der hele tiden havde været essensen af lokalplanforslaget, slutter Mikkel Dencker. oas Læs hele Grundejerforeningens klage på side 5