Hobbydyrenes Foderstof fejrer 10 års-fødselsdag
Lørdag 1. april er det 10 år siden, at Jørgen Hansen startede Hobbydyrenes Foderstof på adressen Tarpvej 8, 6852 Billum, hvor virksomheden stadigvæk ligger.
Hobbydyrenes Foderstof blev startet, da flere af de etablerede foderstoffer lukkede deres små salgssteder.
Det viste sig, at behovet for denne type butik var til stede, og gennem tiden er varesortimentet blevet udvidet flere gange. Jørgen har i høj grad lyttet til kundernes behov.
Der forhandles flere forskellige slags hestefoder og strøelse, oder til hund, kat, fjerkræ, gnaver, får, geder, gris og kalv.
Udover foder kan man også få tilbehør til de forskellige dyr, samt hegns- og haveartikler og træpiller.
Jævnligt opkøber Jørgen restpartier, eksempelvis borde-bænkesæt fra Plus i Vejen. Det kan være frasorterede varer eller udstillingsmodeller, som sælges videre til fornuftige priser.
Hobbydyrenes Foderstof har endvidere et agentur på import af solsikkefrø og andre vildtfugleprodukter fra Bulgarien. Disse produkter sælges til detailbutikker.
Jørgen driver Hobbydyrenes Foderstof i sin fritid, og arbejder ellers som pedel på Billum Skole. Gennem de 10 år har åbningstiderne været de samme: mandag til fredag 16 til 18 og lørdag fra 09 til 13.
Fødselsdagen 1. april fejres med masser af gode tilbud og en konkurrence. Der vil være morgenkaffe klokken ni og fra klokken 12 til 14 vil der være ostebord fra Enghavegård Osteri og Gårdbutik, hvor der også vil være mulighed for at købe ost med hjem. Fra klokken 12.30 til 13.30 vil der være levende musik, og dagen slutter klokken 15.