Kom og se den første fysiske model
Torsdag 9. marts kl 17-19 afholdes et åbent informationsmøde om det nye veteranhjem på Sdr. Boulevard
"Spaden sættes i jorden efter sommerferien i år. Vi glæder os nu til at lade arkitekterne fortælle alle interesserede nærmere om det fantastiske hus, vi får lov at skabe til veteranerne her i Odense."
Sådan lyder det fra rådmand Steen Møller (K), der er formand for byggeudvalget bag Veteranhjem Odense, i en pressemeddelelse.
Torsdag 9. marts kl 17-19 afholdes et åbent informationsmøde om det nye veteranhjem på Sdr. Boulevard, hvor kommende brugere, pårørende, naboer, samarbejdspartnere og andre interesserede er meget velkomne.
På mødet vil det for første gang være muligt at se en fysisk model af det nye veteranhjem.
Laves som et nybyggeri
Mens landets øvrige veteranhjem er rykket ind i allerede eksisterende bygninger, bliver Veteranhjem Odense etableret som et nybyggeri i haven ved det eksisterende veteranhjem på Sdr. Boulevard.
Det giver en unik mulighed for at skabe de helt ideelle rammer for veteranhjemmets forskellige funktioner.
Der vil på informationsmødet også være oplæg fra sekretariatschef Jens-Christian Hedegård Holm fra Fonden Danske Veteranhjem og formanden for Veteranhjem Odense Henrik Dyhr, mens rådmand Steen Møller byder velkommen og er ordstyrer i den efterfølgende spørgerunde.
A.P. Møller og Hustru Chastine McKinney Møllers Fond til Almene Formaal har med en donation på 9,6 millioner kr. gjort byggeriet muligt.
(emhe)