Fortsæt til indhold

Børnefamiliegruppe med succesfuld opstart

Arkiv
Arkiv

Scleroseforeningens lokalafdeling Esbjerg/Fanø er lykkedes med succesfuld opstart af en børnefamiliegruppe med støtte fra Team Motion som bidrog med 13.140 kr. til det første arrangement.
Dortea Hellmann, som er tovholder for Børnefamiliegruppen og selv ramt af sclerose, fortæller, at foreningens arrangement i Eat & Play var en succes.
"Flere af de deltagende familier gav udtryk for, at det lige var det, de manglede. Som en deltagende familiefar udtrykte det: 'Det var rigtigt hyggeligt. Nye venskaber blev født'. Det bekræfter mig og flere andre i Scleroseforeningens lokalafdeling, at det er det helt rigtige, vi her har gang i," fortæller hun i en pressemeddelelse.
Lokalforeningens formand Steen Hansen supplerer i pressemeddelelsen:
”Børnefamiliegruppen er helt sikkert en succes, som vi i lokalafdelingen støtter op om. Det bekræfter os i, at vi her lykkes med at skabe netværk på tværs af familier. Det er helt i Scleroseforeningens ånd at sikre gode rammer for social samvær familier imellem og rette fokus på de pårørende. Derfor vil vi også i nær fremtid tage initiativ til opstart af en pårørendegruppe her i lokalafdelingen.”