Sct. Jacobiskole bør bevares som folkeskole – der er elever til 3 folkeskoler i Varde
Vi har modtaget dette debatindlæg fra Tom Arnt Thorup, (V), Troldhøj Alle 12, 6800 Varde.
At samle specialeleverne på en matrikel er ikke set siden 60’erne og er i min optik en forældet tankegang.
Det vil koste mindst 30 millioner - at bygge skolen om så den kan rumme eleverne. Jeg formoder, at de nuværende placeringer af kommunes specielelever er gode - ellers havde vi dem vel ikke?
Fakta er, at der er masser af elever i Varde by til de 3 nuværende skoler, og der kommer byggegrunde i syd og i nord. Det vil betyde yderligere tilgang af elever.
Jeg er helt med på, at Brorsonskolen er træt og slidt – og det vil koste at renoverer den. Men at bygge en helt ny stor skole hvor elever fra 0.-9. klasse skal gå ved Campus virker ikke overvejet. Hvad blev der af tanken med et ungemiljø?
Nej jeg er tilhænger af, at Brorsonskolens nuværende bygninger skal have elever fra 0.-6. klasse. De bygninger der ikke duer rives ned. Ved campus kan man så bygge en ren 7.-9. klasses skole herved har man muligheden for at skabe et ungt miljø.
Om man i beslutningsprocessen vælger at flytte overbygningen fra Sct. Jacobi til Campus er en tanke værd, da det åbner for at man måske kan have nogle af specialeleverne på skolen. Sct. Jacobi er jo en skole der er rigtig god til inklusion.
Lykkesgårdsskolen bevares som i dag. Sct. Jacobi bibeholder sin rolle som folkeskole, Brorsonskolen ligeså, med en overbygning ved Campus.