Jysk mesterskab til Sønderris-piger
Sønderris Sportsklub U12 håndboldpiger blev i weekenden Jysk Mester i håndbold ved et stævne i Skanderborg.
I semifinalen mødte pigerne Silkeborg-Voel, der blev slået med 23-16, hvorefter Skive FH ventede i finalen. Sønderris-pigerne bragte sig hurtigt foran 7-1 og 8-2, men lukkede så Skive ind i kampen igen, til stillingen 10-10. Herefter trak Sønderris igen fra og så sig ikke tilbage. Kampen endte med en sikker sejr på 26-16 efter de 2x25min.
Pigerne havde kvalificeret sig til mesterskabet som suveræn vinder af U12 pige AA efter jul. Rækken blev vundet med 20 point for 10 kampe og en plusmålscore på 85 mål. I 2017 er pigerne også blevet Kredsmestre i JHF-Kreds 7.
Før jul vandt pigerne også A-rækken med 19 ud af 20 point og en plusmålscore på 99 mål. Derudover har pigerne også vundet Jolly Cup i Assens og Faster Cup i Skjern.
Pigerne har spillet 38 kampe i denne sæson og kun sat et point til. De har scoret 734 mål og der er scoret 377 imod holdet - i gennemsnit har de således vundet alle kampe med næsten 9,5 mål.
Næste opgave er Påske Cup i Vojens i den kommende weekend og derefter uofficielt Danmarksmesterskab i Hvidovre den 21.-23. April 2017.