Fortsæt til indhold

Forrygende Balkan Beats i Bygningen

Arkiv
Arkiv

Det bliver med garanti fysisk umuligt at stå stille i Bygningen i Vejle på lørdag.
Klokken 21 brager festhumøret og de ægte Balkan Beats ud over spillestedet, og bagmanden er dansk-makedonske Bjonko, der sammen med sit liveband altid leverer en uovertruffen musikalsk oplevelse.
Bjonko har samarbejdet med mange store mainstream kunstnere, så som rapperen Jooks og med Klamfyr fra den danske hip-hop gruppe Suspekt, og igennem mere end et årti har han udviklet sin musik fra mere traditionel folkemusik fra Balkan til i dag at levere moderne Balkan Beats forenet med en nutidig urban lyd, som giver en uforglemmelig musikalsk crossover.

Den dansk-makedonske musiker og komponist har flere gange været nomineret til en Danish Music Award og i 2016 vandt han prisen som Årets Danske World Livenavn. Ved den lejlighed lød motivationen fra juryen:
"Bjonko og hans liveband spiller kort sagt røven ud af bukserne! De er nogle virkelig dygtige musikere som swinger fedt sammen. De skaber altid en fest med energifyldt optræden og smittende livsglæde. Derudover forsøger Bjonko altid at afsøge opfindsomme samarbejder på livefronten. Han har på den måde formået at gøre sin musik relevant i utraditionelle sammenhænge også udenfor worldscenen. Dette især fordi han har en særligt legende tilgang. Bjonko er den der pt. brager bedst igennem på livefronten og fylder dansegulve i Danmark såvel som i udlandet"
I 2015 udgav Bjonko sit debut album "Running Horses", og det følger han op her i maj 2017 med sit andet album "Army of Believers"