Fortsæt til indhold

Kære borgmester, vil vil alle kunne færdes trygt

Henrik Rønnow (S) sender åben brev til borgmester H.P. Geil (V)

Arkiv
pra

Borgmesterkandidat for S, Henrik Rønnow, sender dette åbne brev til borgmester H.P. Geil (V):

Kære Borgmester H.P. Geil (Cc til pressen)
Vi hører desværre stadig alt for ofte om uro og ballade i nattelivet. Folk føler sig utrygge. Det må og skal vi have gjort noget ved.
Dine udtalelser om, at Haderslev ikke er Chicago og det faktum, at du sammen med det borgerlige flertal står bag en besparelse på 900.000 kr. på Ungeindsatsen, vidner for mig at se om en manglende forståelse for situationens alvor.
Politiet har styrket indsatsen i Haderslev, og det skal Politiet have ros for. Men Haderslev Kommune må også styrke indsatsen. Kommunen har et ansvar.
Fra socialdemokratisk side ser vi gerne, at der gives tilladelse til videoovervågning af eksempelvis Nørregade i Haderslev. Videoovervågning har en præventiv effekt, ligesom overvågning er et godt redskab til opklaring af forbrydelser.
Men hverken overvågning eller en øget politiindsats må stå alene. Vi må målrettet arbejde på at få de utilpassede unge ud af det negative miljø, de er en del af. Vi skal have givet dem et fornuftigt indhold i tilværelsen. Det kræver en indsats, og det kræver handling.
Jeg vil gerne opfordre dig til at afholde et temamøde om emnet forud for det førstkommende byrådsmøde i slutningen af marts. Jeg vil opfordre dig til at bede repræsentanter for Politi, restauratører, Natteravne med flere komme med deres vurdering af situationen.
Dermed kan vi politikere blive klogere og forhåbentlig blive enige om at styrke indsatsen på gadeplan.
Vi skal have skabt ro i nattelivet – vi skal have fjernet uromagerne fra gadebilledet.
Vi skal alle kunne færdes trygt i Haderslev.

Med venlig hilsen
Henrik Rønnow
Gruppeformand for Socialdemokraterne - Haderslev Kommune
Tlf.: 20 22 05 77