Grevinde Alexandra åbner ny kunstudstilling
Snart kan du se fascinerende dyr og kreative kunstværker på én og samme tid, når du besøger Odense ZOO.
Kunstudstillingen 'Becoming Human' rykker nemlig ind blandt havens dyr og giver gæsterne mulighed for at få en ny og anderledes ZOO-oplevelse.
Udstillingen bryder med det nuttede og søde forhold til dyr og viser menneskets forhold til dyr i alle dets facetter - også de mere dystre og negative.
Det er både danske kunsttalenter og internationale stjerner, der udstiller deres værker i Odense ZOO, og der er god grund til at glæde sig. Gæsterne kan nemlig se frem til at opleve både skulpturer, video, installationer, lydkunst og meget mere. Selvom kunstværkerne rykker tæt på havens dyr og gæster, har det været en vigtig faktor, at værkerne ikke forstyrrer dyrene.
Under den officielle indvielse lørdag den 6. maj kl. 13.00 vil der være taler fra blandt andre By- og Kulturrådmand Jane Jegind, kurator Marie Nipper og Anders W. Berthelsen fra Odense Bys Kunstfond, inden Odense ZOOs protektor grevinde Alexandra åbner udstillingen. Hun blev i 2005 skilt fra Prins Joachim og er derfor ikke længere medlem af det danske kongehus.
'Becoming Human' kan opleves i Odense ZOO fra lørdag den 6. maj til og med søndag den 3. september. Årskort eller almindelig entrébillet til ZOO giver adgang til udstillingen.
(emhe)