Den Fynske Landsby inviterer indenfor til morgenvækning af dyrene
Den Fynske Landsby inviterer indenfor til vækning af alle landsbyens dyr på Store Bededag den 12. maj
Foråret er fuld af helligdage og fredag kan odenseanerne og resten af den danske befolkning nyde godt af endnu en fridag, når det den 12. maj er Store Bededag. I den forbindelse inviterer Den Fynske Landsby de morgenfriske indenfor allerede fra klokken 08.30.
Her kan unge som gamle i tidsrummet 08.30-10.00 gå med landmanden rundt for at vække landsbyens mange dyr i form af blandt andet grise, lam og geder.
Varme hveder og landsbyøl
Efter morgenvækningen vil der blive serveret "davre", som er navnet på datidens morgenmad til mennesker. I forbindelse med Store Bededag vil Kokkepigerne i Præstegårdskøkkenet tilberede hveder med hjemmelavet syltetøj.
Der vil ligeledes være smagsprøver på landsbyøllet i bryggerset på Præstegården.
(snj)