Ødelagt stålskulptur skal genskabes
Ingvar Cronhammars fem meter høje stålskulptur, der blev skåret i småstykker ved en fejl, skal rejses igen
I sidste uge blev den 23 år gamle stålskulptur 'Camp Fire' revet ned og skåret i stykker.
Syddansk Erhvervsskole erkender, at nedrivningen skete på grund af en administrativ fejl fra deres side.
Nu har Syddansk Erhvervsskole holdt et møde med Odense Bys Kunstfond for at finde en løsning.
Ifølge Anders W. Berthelsen, formand for Odense Bys Kunstfond, forsøger parterne nu at fp genskabt 'Camp Fire' på Erhvervsskolens regning.
"Nu vil vi gå efter den løsning, at vi kan få sammensat en ny skulptur af de dele, der kan genbruges, hvis der er nogen, der kan det - og så nye dele. Hvis der er noget, der ikke kan genbruges, så må det være nye dele. Den skal fremstå, som den var," lyder det fra Anders W. Berthelsen til TV 2/FYN.
Så det er sikkert, at den bliver genskabt?
"Nu skal jeg ringe til kunstneren i eftermiddag og høre, hvad han siger til løsningen. Jeg talte med ham i går, og der lød det ikke til, at han ville være med til en løsning, hvor det var noget skrot, man samlede igen. Men en løsning, hvor den kommer til at fremstå, som den var, den håber jeg, at han synes er acceptabel," siger Anders W. Berthelsen til TV 2 Fyn.
(emhe)