Borgmester indkalder til nyt stormøde
Peter Rahbæk Juel (S) fortsætter kampen mod banderne og vil nu afholde et nyt stormøde på rådhuset
Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel (S), indkalder nu til et nyt stormøde om banderne i Odense i håb om at bremse trusler og afpresninger i Odense.
Ifølge borgmesteren har stormødet samme koncept som det lukkede møde, der i marts måned blev afholdt for de erhvervsdrivende i byen.
Denne gang er stormødet dog for beboerne i områder med bander.
"Formålet er at finde ud af, hvor der foregår nogle ting, og hvad der foregår i boligområderne," siger Peter Rahbæk Juel til TV 2/FYN.
"Det skal skabe fællesskab og sende et signal om, at vi står sammen mod banderne," forklarer han.
Boligforeninger er med
Mødet arrangeres i samarbejde med Fyns Politi og syv af Odenses største boligforeninger og deres beboerdemokratier.
Derudover inviteres også relevante kolonihaveforeninger, forældrebestyrelser og naboer til rockerborgene.
Målet med mødet er at få input til, hvordan beboerne i boligområder med bandekriminalitet kan være med til, at alle boligområder i Odense bliver bandefrie.
Borgermødet finde sted 29. maj på rådhuset i Odense.
(emhe)