Christopher slutter sig til Grøn Koncert
Grøn er klar med endnu et navn til koncertturnéen, og denne gang er der tale om en af Danmarks mest populære popstjerner, nemlig Christopher.
Det er 35. gang at de grønne koncerter kører rundt til de danske byer, og plakaten byder allerede på Rasmus Seebach, Scarlet Pleasure, Sivas og Ukendt Kunstner, som altså i dag får fornemt selskab af Christopher, der glæder sig til at skulle med på Grøn 2017.
”Jeg tror, det bliver fantastisk at komme tilbage. Jeg har virkelig høje forventninger, det kan jeg ligeså godt sige, for det var super fedt sidste gang. Måske én af de fedeste festivaler jeg har været en del af. Man får et bånd til dem, der arbejder der som frivillige, og til de andre artister, og så er det bare fedt at rende rundt og se de andre artister spille og glæde sig til, at man skal op og gøre dem kunsten efter,” fortæller Christopher i en pressemeddelelse.
Grøn Koncert kommer til Kolding den 21. juli.