Kolding Elite opruster talentudvikling for udøvere i ungdomsuddannelserne
Ny morgentræningsmulighed skal sikre talenter i alle idrætsgrene på tværs af folkeskole- og ungdomsuddannelsestilbud et samlet talentudviklingsmiljø.
Træningstilbuddet bliver bygget ovenpå Brændkjærskolens eliteidrætslinje, så der bliver et gennemgående træningsmiljø i de enkelte idrætsgrene. Tilbuddet gælder for alle de idrætsgrene, som Eliteidrætsrådet har oprettet morgentræning i, men med en Team Danmark-godkendelse i hånden er det også muligt for udøvere i andre idrætsgrene at blive en del af basistræningen på Brændkjærskolen.
Tilbuddet starter til august med skoleåret 17/18, hvor udøvere tilbydes morgentræning, fysisk træning, behandling, kostvejledning og mentaltræning. Der er samtidig skabt en koordinerende funktion, der skal sikre en bedre koordination mellem udøver, skole og klub. Tilbuddet finansieres via Eliteidrætsrådet og egenbetaling, og der arbejdes på at kunne tilbyde bespisning og studieboliger som en samlet enhed. Det afgøres ved udgangen af maj måned, om den nye model skal indeholde håndbold, eller om Idræts- og Kulturakademiet, IKA fortsat skal varetage denne funktion.
”Vi har valgt en model, der bygger ovenpå den nuværende ordning på Brændkjærskolen, som mange klubber er veletablerede i. Dermed er det naturligt at fortsætte i det samme talent-setup, hvilket vi forventer vil betyde, at en meget bredere del af vores talentmasse får et solidt fundament i de svære år omkring ungdomsuddannelserne og dermed mulighed for at slå igennem,” lyder det fra Eliteidrætsrådets formand Tanya Buchreitz Løwenstein i en pressemeddelelse.
Inden sommerferien planlægges en workshop, hvor der skal arbejdes med at optimere og synliggøre mulighederne i ungdomsuddannelsesregi, for at forbedre talentudviklingsmulighederne.