Fortsæt til indhold

To færdselsuheld i går morges på grund af glat føre

Arkiv
Jeppe Rafn

Mange bilister blev onsdag morgen overrasket over glatte veje i det østjyske.
På Vestvejen ved Horsens et par kilometer vest for motorvejen gik det galt for en lastbil, der kørte ind i autoværnet og kom til at holde på tværs af vejen og spærre for trafikken.
Uheldet skete klokken 04.58 og medførte, at først det ene spor og senere begge spor blev spærret.
Der skete heldigvis ikke noget med chaufføren, som var en 50-årig mand fra Haderslev.
Ligeledes meget tidligt om morgenen, klokken 05.36, skete der et solouheld på Gl. Århusvej ved Hovedgård. Det var en personbil, der rullede rundt på grund af glat føre.
Føreren af bilen var en 40-årig kvinde fra Odder, der ikke kom noget til, oplyser Sydøstjyllands Politi.
Det glatte føre gav anledning til flere uheld på motorvejen længere sydpå omkring Vejle og Fredericia. Også nordpå ved Aarhus var den gal. Her kørte ikke færre end 12 biler ind i hinanden i en rundkørsel ved Djurslandsmotorvejen ved Lystrup.