Vi skal have flere kvindelige topledere
Kvinderne var i undertal på Thinkers50-konferencen. Men tiden er kommet til flere kvinder i erhvervslivets top, mener hovedtalerne
Odeon summede af slipseklædte jakkesæt under Thinkers50-topmødet tirsdag og onsdag, men der var langt mellem pencilnederdelene og de høje stiletter. Omkring 80 procent af deltagerne var nemlig mænd, hvilket er en naturlig refleksion af kønsfordelingen i erhvervslivets top.
Men står det til tre af topmødets hovedtalere skal langt flere kvinder hives ind på direktionsgangene - og med på topmøder som det i Odeon.
"Vi er simpelthen ikke gode nok til at få kvinder med i toppen, og derved går vi glip af en stor talentmasse. Det skyldes til dels, at mænd har tendens til at favorisere andre mænd ved at belønne deres risikovillighed. Jeg erkender, det er et stort problem, men jeg har desværre ikke selv værktøjet til at løse det," lyder det fra Lars Rebien, tidligere CEO i Novo Nordisk.
Harvard-professoren Michael E. Porter deler Rebiens holdning og understreger desuden, at kvinder er værdifulde for virksomhederne.
"Kvinder er absolut lige så kvalificerede som mænd, men de går anderledes til opgaven og tilfører derved ledelsen en ekstra dimension," siger han til Lokalavisen Odense.
"Virksomheder er simpelthen nødt til at ansætte kvinder i topledelsen. Det er godt for firmaet, og det er desuden vigtigt, at de ansatte og ledelsen reflekterer kundelaget. Der er dog en global bevægelse på vej, og jeg tror, det begynder at rykke på sig nu. I USA ser vi for tiden flere kvindelige CEO'er i de virkeligt store firmaer, og det er opmuntrende," fastslår han.
Mandlige topledere bør være mentorer for kvinder
En af de kvindelige deltagere på Thinkers50-topmødet var Mette-Kathrine Kundby Nielsen, CEO i Dansk-Tysk Handelskammer.
"Kvinder i topledelse er jo en daglig debat. Det er interessant at høre, hvordan Rebien og andre erkender og reflekterer over problemet. Jeg tror personligt, det er vigtigt, at kvinder er autentiske. At man kender sig selv godt, og er åben og villig til at lære nyt. Man skal ikke kunne alt på forhånd, men man skal helst synes, det er spændende at være omgivet af folk, man kan lære af. Desuden skal man være god til at turde stille de rigtige spørgsmål," vurderer hun.
Netop visheden om, at man ikke skal kunne alt på forhånd, er også en af Marshall Goldsmiths vigtigste pointer. Han er verdens førende businesscoach og understreger, at kvinder bør droppe skylden og perfektionismen.
"I skal være sødere ved jer selv. Kvinder er dygtige, I får gennemsnitligt bedre 360-graders evalueringer end mænd, og I får også bedre karakterer på uddannelserne. I er gode nok, og det skal I turde tro på," råder han og uddyber:
"Jeg tror i øvrigt, det ville være sundt for alle mandlige topledere at påtage sig opgaven som mentor for mindst én kvinde. Det ville give dem et vigtigt kendskab til, hvad der er på spil."
Læs også: Lederguruer er positivt overraskede over Odense
Rådmand: Nej tak til ekstra hensyn
By- og kulturrådmand Jane Jegind (V) deltog også på Thinkers50-topmødet, og hun mener, at størstedelen af ansvaret ligger hos kvinderne selv.
"Man går i hvert fald galt i byen, hvis man begynder at tale om ekstra hensyn og særforanstaltninger. Topledelse er et valg, der kræver et fravalg. Det handler om at ville ofre og turde give afkald, og i forhold til familielivet acceptere, at far er lige så god som mor," mener hun.
"Desuden skal kvinder blive bedre til at kaste sig ud i det. Ofte er det sådan, at kvinder dybdeanalyserer og gerne vil have sikkerhedsnettet spændt ud på forhånd, mens mænd tør gå ud på slap line. Der tror jeg, det er vigtigt, at kvinder tør gøre det, der kræves, uden at tænke så meget over det," siger hun.
Læs også: Jonas Ridderstråle indtog Thinkers50-scenen
Ser gerne flere kvinder næste år
Bjarke Wolmar, vækstchef i Odense&Co og vicepræsident i Thinkers50Europe, fortæller, at Odense Kommune gerne ser flere kvinder til næste års topmøde i Odeon.
"Det skaber en god dynamik, når den kønsmæssige fordeling er mere lige. Når man sammensætter ledelsesteams, skal de helst være bredt repræsenteret, herunder af både kvinder og yngre personer," siger han.
"Til næste år vil vi tage fat i de netværk, som er målrettet kvindelige bestyrelsesmedlemmer og tage en dialog med dem om, hvordan vi får flere kvinder med."
Bjarke Wolmar fortæller også, at deltagernes tilbagemeldinger, som er tikket ind i hans mailbox dagen derpå, er overvældende positive.
"Mange skriver uopfordret til os, at det har været den bedste businesskonference nogensinde, og jeg har også fået mails fra kvinder, der glæder sig over, at der faktisk deltog flere kvinder i Thinkers50, end de er vant til andre steder. Det har på alle måder været en fantastisk start," vurderer han.
Det er planen, at Thinkers50-topmødet skal finde sted i Odense hvert år over en 10-årig periode.