182 børn fra Kolding Kommune tumler med krokodiller
1-3 årige skal opleve glæden ved leg og bevægelse, når 30 institutioner og dagplejere fra Kolding i maj er med i bevægelsesugen "Hej skal vi tumle?"
Krokodiller kan både bruges til at kravle og vippe på - i hvert fald de krokodiller, som børn i vuggestuer og dagpleje skal tumle med i maj, alt imens balancen og motorikken bliver stimuleret og udfordret. Krokodillerne er nemlig tumlemøbler, som indgår i bevægelsesugen "Hej skal vi tumle?"
Det er DGI, Børneulykkesfonden, FOA og bObles, der står bag "Hej skal vi tumle?" i uge 18 og 19 i forbindelse med Dagplejens dag. Målet er at inspirere dagplejere og vuggestuer i hele Danmark til en hverdag med positive oplevelser, sunde lege- og bevægelsesvaner og stimulering af børnenes motorik gennem leg og bevægelse.
Glæden ved at bevæge sig
I Kolding Kommune kan 182 børn se frem til en masse positive oplevelser med at lege og bevæge sig og derved tumle sig til bedre børnemotorik.
"Det er ikke kun forældre, men også dagplejere og vuggestuer, der har en spændende og vigtig opgave med at give børnene glæden ved at bevæge sig. At der er så stor opbakning til at være med i "Hej skal vi tumle?" viser, at dagplejere og vuggestuer er meget bevidste om deres opgave, og det er rigtig godt. Det er vigtigt, at alle tænker bevægelse ind tidligt i børnenes liv," siger Søren Møller, der er formand for DGI i en pressemeddelelse.
Over hele landet har interessen for "Hej skal vi tumle?" været stor. I alt er omkring 942 dagplejere og 139 vuggestuer med mere end 14.000 børn med i tumleugen.
De tilmeldte får en bevægelsespakke med bObles motoriske tumlemøbler - altså krokodillerne - et legehæfte, en folder med motoriklege og meget andet godt.