Fortsæt til indhold

Vægterkorps får pris for at vise vejen for de unge

Socialt arbejde er i fokus, når vægterkorpset hos Beredskab Fyn fører tilsyn med offentlige bygninger i Odense. Det kaster nu en pris af sig

Arkiv
Arkiv

Blandt børn og unge i Odense går de under navnet 'de flinke vagter'. Vægterkorpset hos Beredskab Fyn er på syv år blevet en vigtig del af det sociale arbejde i landets tredjestørste by, Odense.
I 2010 besluttede byrådet i byen at oprette et vægterkorps, fordi de offentlige bygninger i Odense havde været genstand for meget hærværk og mange indbrud gennem flere år.
Tanken med tiltaget er at skabe en ramme for daglige tilsyn med de offentlige bygninger, samtidig med at vægterne er opmærksomme på de grupper af børn og unge, som opholder sig i området omkring bygningerne.
Dette vigtige arbejde har nu kastet en pris af sig, da vægterkorpset i går, tirsdag, modtog SSP-prisen på Odense Rådhus.
Det vækker naturligvis glæde hos brandmændene, som på alle årets dage kører rundt i byen for at gøre den til et bedre sted.
"Vi er selvfølgelig stolte og beæret over at kunne gøre en forskel og dermed få denne pris. For os er det vigtigt at kunne hjælpe og bruge hinanden og SSP til vidensdeling," siger brandmester Søren Brodersen, der er leder af Vægterne i Odense, i en pressemeddelelse.

Rådmand: Fuld fortjent

Rådmand for børn- og unge, Susanne Crawley (R), siger om vinderne.
"Jeg synes, det er både flot og fortjent, at vægterne har vundet SSP Prisen 2017. Ved at være en del af den forebyggende kæde er vægterne med til at understøtte vores strategi om tidlig forebyggelse, og ved at udfordre uacceptabel adfærd er de tillige med til at understøtte de unge menneskers dannelse og vise dem en vej i livet uden om kriminalitet," siger hun.
Det er fjerde gang i år, at SSP Odense uddeler prisen. Første gang fik 'Natteravnene' prisen for deres indsats i Korup. Anden gang var det 'SAHAN' og sidste år fik Fritidsvejledningen 'Uden Grænser' prisen.
(emhe)