Naboskab er tema for Aprilfestivalen
Sebastian Klein og Chapper sørgede for gak og grin i salen, da åbningen at Aprilfestivalen 2017 fandt sted på biblioteket i Sønderborg
Børnene på første række var musestille, da Sønderborgs Borgmester, Erik Lauritzen og formand for udvalget for kulturel og regional udvikling, Stephen Kleinschmidt fik nøglen til Aprilfestivalens skab. Med et brag falder konfetti ned fra loftet, og de to byrådspolitikere hiver hver sin billet til festivalens mange forestillinger ud af skabet.
Og skabet var ikke et hvilket som helst skab. Det var symbolet på naboskab, som også er temaet for årets Aprilfestival.
”En nabo er en mulig ven, der er lige inden for rækkevidde, uanset om naboen er kommet eller altid har været der. Naboer kan vi samles med og om. Og dét kan teatret også - samle folk, samle venner, samle nye og gamle naboer om fælles oplevelser og måske også nye erkendelser,” fortæller Stephan Kleinschmidt i sin tale.
Åbningsfest
”Det er ikke hver dag, at man får stillet gratis teaterbilletter til rådighed, og det skal fejres,” sådan indleder Erik Lauritzen åbningsfesten. Og et brag af en fest, det blev det, da Chapper og Sebastian Klein sørgede for underholdning til de 250 fremmødte.
Publikum blev inddraget og næsten alle dansede med, da Chapper beatboksede løs på Sønderborg Bibliotek.
Til at understøtte den gode stemning var elever fra Efterskolen Epos i kostumer syet af EUC syd i døren til at byde folk velkommen til en dag med taler, god musik, ansigtsmaling, boller og uddeling af teaterbilletter.
Teater på skoleskemaet
I løbet af uge 17 vil 700 gratis teaterforestillinger finde sted i Sønderborg Kommune. De 120 teatergrupper spiller løs i folkeskoler, daginstitutioner, asylcentre, sportshaller og andre kulturelle samlingspunkter.
Og ingen er glemt. Forestillingerne er tilgængelige for alle også vores naboer fra det danske mindretal i Sydslesvig.