Odenses problemer med ledigheden
"Det er ikke et quickfix, man lige kan ordne. Ledighedsproblemet i Odense er et meget omfattende og komplekst problem, som kræver mange forskellige indsatser," siger leder af Task Force, Carsten Koch, til TV2/Fyn, og tilføjer:
"Alle de instrumenter, der overhovedet kan tænkes inden for beskæftigelsesindsatsen skal tages i anvendelse."
Seks anbefalinger
Beskæftigelses Task Force Odense præsenterede seks anbefalinger, som de mener skal skaffe flere i job.
Det drejer sig blandt andet om, at Odense Kommune skal indgå i forpligtende fællesskaber med virksomheder og jobcentret skal ændre holdning til "job-first"-tankegang, der betyder, at et job er vigtigst og omstændighederne om jobbet er i anden række.
"Vi anbefaler, at samarbejdet med virksomhederne styrkes. Målet er klart. Vi skal have flest mulige i ordinære private job, men vejen dertil kan gå over virksomhedspraktik, løntilskudsforløb og voksenlærlinge," siger medlem af task forcen, Jørn Tolstrup Rohde, der er bestyrelsesformand i 3C Group og i Blue Ocean Robotics til TV2/Fyn.
De seks anbefalinger skal drøftes ved et særligt møde mellem beskæftigelses- og økonomiudvalget i morgen.