Fortsæt til indhold

Jasmin vandt guld i Berlin

Arkiv
Arkiv

Taekwondo-kæmperen Jasmin Hafaidh fra Nordborg vandt i weekenden guld ved Berlin Open.
Det er et stort internationalt stævne med over 900 deltagere fordelt i de forskellige vægtklasser.
Jasmin stiller op i vægtklassen +68kg. Der var fem deltagere i denne vægtklasse, og det betød at Jasmin, på grund af sit resultat som vinder sidste år, blev seedet.
Hun skulle derfor kæmpe mod vinderne af de indledende kampe. Begge kampe var mod deltagere fra Tyskland. Første kamp vandt Jasmin med 4-1 og finalepladsen var sikret. Denne vandt hun med 6-1. Resultatet bliver bestemt ikke ringere af, at Jasmin kæmpede med eftervirkningerne af en influenza, der havde sat hende ud af spillet i ugen op til stævnet.
Kim Nørskov, Jasmins træner i Nordborg Taekwondo Klub, er mega stolt af Jasmin, og han glæder sig på hendes vegne.
Resultatet viser, at sammenarbejdet mellem Elite Vest og Nordborg Taekwondo Klub bærer frugt. Dette sammenarbejde skal gerne udvides, så Jasmins store drøm om kvalifikation, og deltagelse ved OL i Tokyo i 2020, kan blive en realitet.