Giv agt – stor beredskabsøvelse i gang
Hvis man i dag mellem kl. 10 og kl. ca. 16 kommer forbi Hedensted eller Horsens, så vil man kunne tro, at man er havnet i en større katastrofe. Men bare rolig, det er Sydøstjyllands Politi og en række beredskabs- og redningsmyndigheder, der sammen holder øvelse i at håndtere større hændelser, skriver de i en pressemeddelelse.
Hvad der nærmere sker under øvelsen er en hemmelighed. De mange deltagere kender ikke drejebogen for dagen, og de skal derfor handle ud fra deres uddannelse og samarbejde efterhånden som begivenhederne udvikler sig. Det plejer dog at udvikle sig med mange scenarier, som skal være både udfordrende og alligevel tæt på virkelighedsnære hændelser oplyser politiinspektør og i dagens anledning øvelsesleder Morten Anker Jensen fra Sydøstjyllands Politi.
Man må nok forberede sig på et større opbud af udrykningskøretøjer og personel fra de forskellige aktører, der blandt andet omfatter politi, brandvæsen, ambulancer, hjemmeværnet osv.
"Øvelsen skal være så virkelighedsnær som muligt. Derfor gennemføres den i et miljø med rigtige veje, trafik og borgere i området. Der bliver også behov for at oprette afspærringer på vejene undervejs," forklarer politiinspektør Morten Anker Jensen.
"Vi håber naturligvis på borgernes forståelse for de gener som eksempelvis støj og trafikale problemer, der kan opstå i løbet af dagen. Når vi afholder en øvelse som denne, gør vi det, fordi det er meget vigtigt, at vores betjente og samarbejdspartnere altid holdes helt skarpe, og er klædt så godt på som muligt, hvis uheldet en dag sker for alvor," skriver de i pressemeddelelsen.